Anders Lund Madsen

En dag i foråret 2005 var jeg om eftermiddagen på vej hjem med S-toget fra Københavns Hovedbanegård. På sædet overfor mig sad en kvinde og læste i gratisavisen URBAN. Kvinden havde slået avisen ud, så jeg kunne se både forsiden og bagsiden. Jeg lod tilfældigt øjnene løbe henover de to avissider, og pludselig stoppede mit blik. På avisens bagside bemærkede jeg, at der var afbildet to dødsannoncer ved siden af hinanden. Jeg kunne med det samme se, at annoncerne ikke var helt almindelige. Ofte begynder en dødsannonce med ordene: ”Vores kære” eller ”Min elskede” eller ”Vi har mistet.” Det gjorde disse annoncer ikke. Selv på afstand kunne jeg se, at her stod kun navnene på de afdøde efterfulgt af flere tætskrevne linjer. Den tætte skrift vidnede om, at annoncerne var af den slags, hvor kommunen efterlyser eventuelle pårørende, fordi ingen har henvendt sig i forbindelse med dødsfaldene. Jeg har bemærket denne type dødsannoncer, siden jeg var barn, og har ofte spekuleret på, hvem disse mennesker var, og hvorfor de ikke har haft nogen pårørende.

Inden jeg forlod S-toget, fandt jeg mit eget eksemplar af URBAN. Jeg var blevet nysgerrig og ville vide, hvorfor de to dødsannoncer var afbildet på bagsiden af avisen. Da jeg kom hjem, kunne jeg læse, at artiklen, der for øvrigt var skrevet af journalisten Anders Lund Madsen, handlede om de spørgsmål, man uvilkårligt stiller sig selv, når man ser disse triste dødsannoncer. Hvem var afdøde? Hvorfor havde de ingen pårørende? og hvordan var deres liv?

I artiklen står der, at de to dødsannoncer var i Politiken samme dag. Annoncerne omhandlede en mand og en kvinde. Manden hed John Valdemar Petersen. Han blev 82 år. Kvinden hed Nanny Sigrid Høyer. Hun blev 76 år. De to personer blev indlagt på Hvidovre Hospital samme dag. Få dage senere, døde de begge på hospitalet. Anders Lund Madsen skriver, at han vil finde ud af, hvornår de to afdøde skal bisættes. Artiklen afsluttes med at opfordrer læserne til at bryde ensomheden ved at banke på ”inde ved siden af.” ”Hvis alle gjorde det, var der faktisk slet ikke noget problem tilbage,” står der.

Fredagen efter kommer artiklen ”Lille John.” Her oplyses det, at John Valdemar Petersen blev bisat fra Sct. Matthæus Kirke på Vesterbro, hvor han kom en del i de sidste år af sit liv. Præsten i kirken kendte afdøde, og han var derfor i stand til at holde en personlig tale ved bisættelsen. 18 personer mødte op i kirken til et sidste farvel heriblandt tre hjemmehjælpere, den tidligere kollega Arne samt naboen Rikke og hendes forældre. Rikke kunne oplyse, at John Valdemar Petersen hele sit liv havde boet i den samme lejlighed. Han var endda blevet født der. Afdøde var ugift, og han havde ikke fået nogen børn. I 40 år arbejdede han hos Flügger Farver indtil 1988. Firmaet sørgede godt for ham. Han fik bl.a., som den eneste medarbejder, serveret varm mad til frokost, og ved fyraften fik han en madpakke med hjem. Flügger Farver fortsatte med at tage sig af John Valdemar Petersen, efter han blev pensioneret. Han fik bl.a. ugepenge hver mandag morgen. Kollegaen Arne holdt en tale ved bisættelsen, hvor han bl.a. fortalte, at afdøde for 20 år siden havde haft en kæreste. Hun var død en nat, hvor John Valdemar Petersen sov ved siden af hende. Det havde været slemt. Kollegaen havde dog også en livsbekræftende historie om afdøde. Citat: ”Der var engang en meget fin svensker ude på Flügger, som gik forbi der, hvor John stod og fejede. Og i det samme rettede John sig op og råbte glad: ”Der flyver en svale!”, mens han pegede op i luften. ”Nä-hä! Där är ingen svalar!” sagde svenskeren og gloede op i luften. ”Jovist!” sagde John glad og fejede videre.”

I artiklen nævnes det, at Nanny Sigrid Høyer skal bisættes fra Hyltebjerg Kirke i Vanløse. Anders Lund Madsen opfordrer læserne til at møde op til den kirkelige handling. Tidspunktet for bisættelsen kan man få oplyst ved at sende ham en e-mail.

I de næste dage spekulerer jeg på, om det er en god ide at tage med til Nanny Sigrid Høyers bisættelse. Det ene øjeblik overvejer jeg kraftigt at tage med, mens jeg det næste øjeblik overbeviser mig selv om, at det er for mærkeligt at deltage i en bisættelse, hvor man ikke har haft nogen relation til afdøde. Jeg kan imidlertid ikke lade være med at tænke på, hvilket liv Nanny Sigrid Høyer har haft. Hvis jeg tilfældigt havde siddet ved siden af hende i en bus, så havde jeg givetvis talt med hende. Jeg kan godt lide at tale med mennesker og ikke mindst ældre kvinder. Sådan har det altid været. Efter mange overvejelser beslutter jeg mig for, at jeg gerne vil deltage i bisættelsen.

Jeg sender så en e-mail til Anders Lund Madsen. Jeg skriver, at det for mig føles meget grænseoverskridende, men jeg vil gerne med til Nanny Sigrid Høyers bisættelse, hvis ikke det er for sent. Tirsdagen efter modtager jeg et svar om, at Nanny allerede er blevet bisat. En artikel om bisættelsen vil blive bragt i URBAN den følgende fredag.

Artiklen får overskriften ”Røde Nanny.” Udover Anders Lund Madsen mødte kun en anden person op til bisættelsen. Det var Per fra Bellahøj, som var en bekendt til afdøde. Per havde mødt Nanny Sigrid Høyer på et dagcenter for 6 år siden. Han kunne oplyse, at afdøde havde boet i Randers i mange år med sin mand, som var inspektør på en skole. Da manden døde, flyttede hun tilbage til fødebyen Vanløse. En gang om ugen kørte Per hende til frisøren, hvor hun fik sat sit røde hår. Derefter gav hun en fin frokost ude i byen. Nanny Sigrid Høyer var en kvinde, som skældte ud over alt muligt. Hun var også en type, der aldrig smed noget væk. Engang havde hjemmehjælperen fyldt seks sorte skraldesække med gammelt papir fra hendes lejlighed. De endte ude på altanen, for Nanny Sigrid Høyer ville ikke have dem smidt ud. ”Og de står der stadig,” havde Per sagt.

Artiklerne i URBAN har gjort et stort indtryk på mig, og jeg kan ikke slippe emnet. Det er tankevækkende, at John Valdemar Petersen tilsyneladende har haft et godt liv. Han havde en god omgangskreds, og mange mødte op til hans bisættelse. Nanny Sigrid Høyer derimod havde kun én bekendt, og hun virkede bitter i den sidste tid, hun levede. Men hvad med alle de andre mennesker, som får en efterlysende dødsannonce i avisen? Hvem var de, og hvordan har deres liv været? Måske gemmer der sig mange forskellige skæbner bag de tilsyneladende så triste dødsannoncer.

En idé er ved at forme sig i mit hoved. Vi nærmer os maj måned, og jeg overvejer at klippe alle de efterlysende dødsannoncer ud, som jeg finder i avisen i hele den måned. Jeg vil så prøve at efterforske de skæbner, der ligger bag. Jeg vil deltage i bisættelserne, og jeg vil prøve at komme i kontant med de venner, naboer og kolleger, som der måtte være, for at finde ud af hvem afdøde var.

Det ender med at jeg mødes med Anders Lund Madsen et par gange. Han opfordrer mig til at føre idéen ud i livet, men han advarede mig om, at projektet godt kunne komme til at tage rigtig lang tid. Det kom til at passe.

Projektet endte med at jeg undersøgte alle de efterlysende dødsannoncer fra maj 2005. Der var 10 annoncer. Derudover viste Anders Lund Madsen en dødsannonce fra september 2005. Der var her tale om en kvinde, der havde boet tæt på mig, så jeg valgte at tage hendes skæbne med i projektet.

Anders fik ret i, at projektet tog lang tid. Der gik et år før jeg havde fundet frem til skæbnerne bag de 11 afdøde. I 2007 blev historierne lagt ud på min urbanblog (den eksisterer ikke mere, da avisen er gået ned). Der kom en del kommentarer til emnet, og det var tydeligt, at emnet var interessant og tankevækkende for mange.

I 2009 opdagede professor i sociologi Michael Hviid Jacobsen min blog. Han kontaktede mig, og vi har siden skrevet flere artikler sammen. I 2010 skrev vi bl.a. kapitlet “Pårørende efterlyses” i bogen Velfærdsfortællinger, der udkom på Gyldendal forlag, og vores nyeste samarbejde er kapitlet “All the lonely people” i bogen Deconstructing Death på Syddansk Universitet august 2013.